Kære alle sammen!
Niels opfordrede os for længe siden, til at skrive lidt om vore oplevelser siden sidste sammenkomst. Deltagelsen har været beskeden, men jeg vil gerne bidrage med lidt.
Jeg kan fornemme, at flere har problemer med helbredet, vi er jo også blevet gamle, så det er jo ikke så underligt. Jeg har arbejdet næsten på heltid i min søns firma: green-anlaeg.dk indtil for 3 måneder siden, men er nu syg og får Kemo.
Jeg kan dog ikke holde mig fra kontoret, og kigger derind en kort stund næsten hver dag, og så ligger der ofte noget på skrivebordet, som de andre ikke gider at tage sig af!
På trods af sygdom, var jeg i juni måned på en botanisk tur med min lille feltgruppe på 4 til Ålandsøerne, en fælles nordisk tur med 20 andre nørder fra Norge, Sverige og Danmark.
Da det var overstået, kørte vi til Uppsala og så Carl von Linnés Museum, videre til Mora ved Siljansøen, hvor vi besøgte en maleriudstilling med værker af Carl Larsson og Anders Zorn, to af de største svenske malere. Ja, vi ser på andet end planter. Mora i Dalerne er et af de skønneste steder i Sverige!
På vej sydover besøgte vi min svenske familie ved Örebro og området Kinnekulla ved Lidköping, som har en meget rig flora med mange orkideer (Fruesko)
Jeg har rejst meget i de sidste 15 år, mest under primitive forhold for at spare penge, så bliver der til flere ture, naturen kan jo ikke rigtig opleves fra et 4.stjernet hotel!
Sidste sommer købte min søster og jeg, en 4 dages ridetur i Island, det blev kun til én dag for mit vedkommende, da jeg blev uvenner med krikken, den stejlede og jeg landede hårdt på ryggen, og så turde jeg ikke ride mere.
En helt anden oplevelse var at stå på Silkevejen i Armenien ved en stor rasteplads for karavanernes kameler og mærke historiens vingesus. Mange af de stauder som produceres hos os kommer faktisk fra netop dette område i Kaukasus.
En bekendt overtalte mig for et par år siden til at holde et foredrag med billeder fra mine ture til det nordligste Norge, det er blevet til nogle flere siden.
Ellers går tiden med at få rettet lidt op på min forsømte have. Jeg har lavet mange have-planer for andre, men kan ikke finde ud af min egen have, så det bliver mest til impulsive plantekøb, blandet med vilde planter, ja det kommer nok mest til at ligne en botanisk have.
Jeg synger stadig i kor og passer børnebørn: 7, 9 og 10 år, så jeg kan sagtens få tiden til at gå.
NB: Erik Andersen (slagter) udgav sidste år en bog med titlen “Bornholms Bløde Bug” der beskriver strækningen fra Arnager til Raghammer, botanisk, geologisk og historisk, ledsaget af mange tegninger og fotos; et sandt mesterværk, som ikke har fået den omtale i medierne, so den fortjener.
Køb den eller lån den! Vi ses den 31. Bjarne.