Blog Image

Årgang 1959 Åkirkeby Borger og Real

Driller det her?? Send en email.

Klik her for at se ovenstående billede i stor udgave.

Bog

Erik Andersen (Slagter) Posted on Fri, November 30, 2018 10:17:50

Hej,

Øens TV har lige bragt en udsendelse om min bog: “Bornholms Bløde Bug”. I kan sikkert ikke se Øens TV, der er en lokal TV station; men udsendelsen kan ses på YouTube under Øens TV bøger, hvis man skulle være interesseret. Der kommer også en udsendelse i næste uge og en til næste år.

Mange hilsner fra

Erik



Eriks seneste bog

Erik Andersen (Slagter) Posted on Tue, July 03, 2018 12:29:51

Hanne Storm m. fl. erklærer sig “vildt begejstrede” og synes den fortjener et stort salg, jf. hendes nylige indlæg nedenfor.
Kan hænde man skulle få fat i bogen til samlingen.
/Henrik



Siden sidst

Erik Andersen (Slagter) Posted on Thu, March 01, 2018 10:45:02

De seneste ti år.

Jeg ville ikke skrive de sidste ti år, for det bliver det
forhåbentlig ikke. Jeg håber, vi kan ses i 2019 her på Bornholm. Det var
hyggeligt sidst og også lidt mærkeligt. Vi har levet vore liv uafhængigt af
hinanden i mange årtier, og alligevel har vi kendt hverandre næsten altid. Det
ville være dejligt, hvis så mange som muligt fortalte om sig selv, inden næste
gang vi ses.

Min kone, Ida og jeg rejser stadig meget. Vi er sydpå tre
uger i november og fem eller seks uger i januar- februar. Om sommeren finder vi
steder i Danmark, som vi gerne vil besøge. Jeg tager tit på opdagelsesrejser
alene. I løbet af de seneste år har jeg været på Svalbard, i Grønland, Krakow,
Moskva, Skt. Petersborg og mange andre steder. På de rejser går jeg efter botanik,
palæontologi og historie. Desuden laver jeg skitser eller færdige akvareller.

Jeg var medlem af Bimaris (sammenslutningen af bornholmske
billedkunstnere) i mange år; men jeg har meldt mig ud, fordi det mere blev en
social klub end en seriøs kunstnersammenslutning.

I 2014 fik jeg udgivet min første bog. Den hedder: ”Min
bornholmske barndom” og er en fortælling fra Østermarie og omegn. Det er
selvfølgelig den (Niels) Henrik har opsporet på Facebook. Bogen beretter om en
uartig slagterdrengs oplevelser og skarnstreger i 50’erne. Jeg har selvfølgelig
lavet masser af tegninger til bogen, og det har været sjovt at lave den. Der
har været mange positive henvendelser om bogen, og det varmer selvfølgelig
altid.

Min næste bog er lige på trapperne. Den hedder: ”Bornholms
Bløde Bug” og handler om strækningen fra Sose til Raghammer Odde. Jeg holder
meget af det område, der er så forskelligt fra den hårde klippekyst, så jeg fik
lyst til at fortælle om mine oplevelser derfra. Masser af tegninger og
malerier.

Som jeg skrev til (Niels) Henrik skal jeg ikke med på
Svanekegårdens censurerede udstilling i år. Jeg har ikke haft tid til at producere
noget, der kunne bruges. Desuden skal det siges, at man aldrig er sikker på at
blive optaget til sådan en udstilling.

Jeg har altid to-tre projekter kørende plus en hel del på
ide stadiet; der er bare langt fra ide til et færdigt produkt. Ellers går min
dag efter et aldeles ikke fast skema. Jeg starter om morgenen med en times
duolingo. Det er en udmærket app, hvor man kan lære eller opfriske forskellige
sprog. Sidst på eftermiddagen bruger jeg et par timer på at skrive eller tegne.
Ellers er resten af tiden helliget min hustru eller den næsten lige så dejlige
bornholmske natur.

Mange hilsner

Erik



Slagter, formoder jeg..

Erik Andersen (Slagter) Posted on Mon, February 19, 2018 10:45:22

Ejendommen foroven til højre forekommer bekendt…

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10215648205104002&set=gm.2015109228727720&type=3&theater&ifg=1

smiley



Flag

Erik Andersen (Slagter) Posted on Sun, February 11, 2018 15:42:31

Hej,
Jeg kommer med et længere indlæg, når jeg kommer hjem fra Sydens sol i slutningen af februar; men jeg har undret mig lidt over jeres flagdebat. Sigurd Green vandt ganske rigtig en konkurrence om det bornholmske flag engang i det forrige årtusinde. Efter mine oplysninger var det ikke vores rød-grønne nationalflag; men et helt andet. Det var hvidt med et rødt kors. Inden i det røde var et grønt kors. Altså hvidt, rødt, grønt. Jeg kan tage fejl. Det er sket før.
Tak til Henrik for at gøre mig opmærksom på Svanekegårdens udstilling. Jeg skal ikke være med. Mere om det senere.
Med venlig hilsen
Erik



Eriks far som ung

Erik Andersen (Slagter) Posted on Tue, September 12, 2017 17:40:05

Hej,
Faldt over dette http://gudhjemarkiv.dk/2017/08/09/1656/

vh
Henrik



Tak for sidst

Erik Andersen (Slagter) Posted on Wed, December 02, 2009 17:02:45

Hej alle sammen.

Først vil jeg sige tak for sidst. Det var dejligt og hyggeligt at møde jer. Forhåbentlig kan vi holde denne blog gående, for det er interessant at høre om jeres liv. Så spørger Henrik om, hvordan det går med mit projekt. Ja, det ligger stille for øjeblikket. Manuskriptet var til bedømmelse hos Gyldendal i nogle måneder; men de vil ikke udgive det. Det er nok svært at sælge andet end krimis, kogebøger og selvbiografier for øjeblikket. Jeg kan heller ikke lige se, hvordan ”Næsehornet dramatiske historie” kan omarbejdes til en af de nævnte kategorier.

Nå, det gør nu ikke så meget, for i mellemtiden er jeg blevet optaget i ”Bimaris”, der er en sammenslutning af bornholmske billedkunstnere. Man skal have afgangsbevis fra Kunstakademiet eller være optaget på to censurerede udstillinger for at være med. Vi har lige for øjeblikket en stor udstilling i Silkeborg, hvor 21 kunstnere er repræsenteret. Jeg var med til ferniseringen, og det var en dejlig oplevelse. I kan læse mere om ”Bimaris” på www.bimaris.dk og om udstillingen på kulturspinderiet Silkeborg.

Her i efteråret har jeg haft travlt med at male, for der er nogle bestillinger, jeg skal have klaret; så det er ikke så galt. Ellers går tiden med børnebørn, rejser og andre ting. Alle ønskes en glædelig jul og et godt nytår,

fra Erik



Jubilæum

Erik Andersen (Slagter) Posted on Sun, November 09, 2008 22:20:09

Jeg er gift med Ida på 13’år, og det er jeg meget glad for. Vi passer godt sammen og har det skægt Derudover priser vi os lykkelige over, at vi bor på Bornholm. Vi bruger øen som turister, og der er rigtig mange muligheder. Vi rejser meget. Det sidste års tid er det blevet til Sydafrika, New York og Wien. Hov jeg glemte lige Island . Sidst i november tager vi til Amsterdam, og i januar- februar er det Spanien. Vi har fire børn, to hver, og otte børnebørn, fire hver. Aldersmæssigt spænder de fra 16 år til en måned. Jeg synes, det er utroligt spændende at omgås disse nye mennesker, for de er så forskellige, og der er et fantastisk spænd fra den ældste til den yngste. I al fortrolighed så siger den alleryngste mig ikke så meget. Der går lang tid, før han udvikler sig fra en bøvse- og pruttemaskine til en, man kan kommunikere med.

Blog Image

Jeg har været lærer i 37 år, og selv om ingen ville have troet det, da jeg gik på Aakirkeby Borger- og Realskole, så har et passet helt fint til mig. Jeg begyndte på Vestermarie Skole i midten af 60’erne. Så tog jeg til Grønland, hvor jeg arbejdede i 5 år. Det var en meget stor oplevelse, og for mig er Grønland et af de smukkeste lande på jorden. Efter den tid var jeg på Nyker Skole i nogle år, hvorefter jeg flyttede til Aaker Skole, hvor jeg arbejdede rigtig længe. Mine sidste år på arbejdsmarkedet tilbragte jeg på Bodilsker Skole.

Blog Image

Grunden til, at jeg gik på efterløn samme dag, som det var muligt, var ikke utilfredshed med at undervise; men til sidst gik det hele op i møder og dokumentation, og så var det ikke sjov mere. Jeg har ikke siddet passivt og iagttaget den kedelige udvikling, der har været for lærerjobbet. Midt i 90’erne startede jeg en oprørsbevægelse, der skulle gøre op med regnedrengenes måde at betragte lærerjobbet på. Jeg kan give et eksempel på absurditeten i arbejdstidsaftalen: Min skoleleder havde glemt på min arbejdstidsopgørelse, at jeg var underviser. Det kostede 100 timer, som jeg tilbragte i solskinnet på Barbados’ strande. Der kom næsten 8.000 underskrifter på mine indlæg i ”Folkeskolen”. Det medvirkede blandt andet til, at oplægget til overenskomst blev nedstemt. Formanden for Danmarks Lærerforening, Jørn Østergaard, trak sig fra sin post, lige som formanden for Bornholms Lærerforening, Finn Jacobsen. De var begge skide sure på mig. Efter min mening skulle de have lyttet lidt mere til medlemmerne. En af de personer, der hjalp mig dengang med kampagnen, er den nuværende formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo, og han har ikke gjort tingene meget bedre. Sådan er det.

Blog Image

Jeg har fortrinsvis undervist i dansk og tysk. Tro det eller ej, så har jeg haft megen fornøjelse af at bibringe mine studerende det germanske sprog. Faktisk har jeg illustreret en bog til tyskundervisning: ”Gute Reise”. Den kan, så vidt jeg kan se af oversigten fra Biblioteksstyrelsen, endnu findes på en del skolebiblioteker.

Blog Image

Idet hele taget har jeg illustreret rigtig mange undervisningsbøger. Jeg har tegnet for Det Grønlandske forlag, Gyldendal og andre mindre forlag. Så har jeg tegnet forsider til ”Folkeskolen”.

Blog Image

Akvareller har jeg lavet masser af, både fra Grønland, Island og Bornholm. Det var i serier på 25- 26 stykker, der hørte sammen. Jeg har ikke ret mange af dem selv, fordi de for længst er solgt.

Blog Image

Malerier har jeg også lavet en del af, og jeg har kun beholdt de, der forestiller den nærmeste familie.

I 2007 fik jeg den ide, at det kunne være sjovt at komme med på en censureret udstilling. Det skulle så være Svanekegårdens Efterårsudstilling. Her bliver ens værker bedømt af anerkendte kunstnere, så det er lidt af en svendeprøve. Det lykkedes mig at komme med, selv om censorerne var specielt strenge det år. Af 72 deltagere, var det kun 16, der fik lov til at deltage. Helt ærligt havde jeg ikke regnet med at blive antaget, for jeg maler i en naivistisk stil, der ligger milevidt fra det, man ellers ser. Men altså, jeg debuterede på en censureret udstilling som 65- årig. Det bevirkede også, at jeg fik en del bestillinger på malerier. Jeg har derfor haft meget travlt det sidste års tid med at male. I 2008 var konkurrencen endnu større; men alligevel lykkedes det mig at komme med. Jeg har tegnet og malet hele mit liv, og det til trods for, at en lærer i Realskolen sagde til mig, at jeg skulle holde op med at svine mine kladdehæfter til med kruseduller og svedpletter.

Blog Image

For øjeblikket er jeg i gang med et større projekt, som jeg ikke vil afsløre indholdet af. Blot en enkelt illustration af ca. 250.

Blog Image

Jeg glæder mig meget til at se jer. Vi skal være lykkelige for, at vi er blevet så gamle, for alternativet er ikke bedre.