Tænk, hvilken roman det kunne blive, hvis vi alle sammen skrev hele vores livshistorie. Ikke mindst på grund af den udvikling, der er sket i netop disse 50 år, for eksempel at vi fik TV og PC, og at de små kulørte grammofonplader, vi lagde på pladespilleren i vores ungdom er skiftet ud med? CD?
Nå, det skal jeg ikke fordybe mig i, men blot fortælle lidt om, hvad jeg har lavet siden ’59.
Jeg gik ud af B-klassen og ville gerne have fortsat på gymnasiet fordi jeg var ret boglig, men det var ikke sædvane for husmandsdøtre eller for døtre af andre jævne folk dengang, måske for sønnerne! Altså havde mine forældre skaffet mig en læreplads inden for kontorfaget. Det skal tilføjes, at jeg havde nogle dejlige og kærlige forældre, mulighederne var bare ikke til stede.
1959 – 64
I lære på Bornholms Maskinfabrik i Rønne fra ’59 – ’62. Det var en god læreplads, hvor der tillige var mange unge mennesker – fortrinsvis drenge! Så jeg lærte noget, havde det sjovt og kom ved den lejlighed næsten af med min generthed. Handelsskolen foregik om aftenen!
I ’62 blev jeg gift og fik barn. Som 20-årig.
Sagde du karriere?
Jeg arbejdede på deltid på kontoret, hvor jeg havde været i lære, fra vores barn var et halvt år.
1964 – 73
Vi flytter til Sjælland i ’64, fordi min mand skal læse. Bor hos hans forældre i Gadstrup det første år, jeg får arbejde i Roskilde. Det var på Hammerbo Maskinfabrik, hvor jeg arbejdede med bogholderi, lønningsregnskab mv. Dengang talte man pengene op og puttede dem i små brune poser, en til hver af medarbejderne!
I perioden har jeg 3 forskellige arbejdsgivere, inden jeg i ’73 bliver ansat på Slagteriskolen.
1973 – 2007
I hele denne periode “hænger jeg fast” på skolen. Set i bakspejlet burde jeg nok have søgt nye udfordringer, men det har faktisk været nogle gode år. Jeg har altid haft næsen langt fremme og involveret mig i alt muligt og har haft let ved at blive begejstret, og så får man jo lov, ikke!
Kedeligt har det ikke været, for udviklingen har jo gjort det uforudsigeligt og nyt og spændende. Skiftende regeringers politik har haft indflydelse på bevillingerne, og på de regler og love, der skulle administreres ud fra, “udstyret” er løbende blevet udskiftet, fx skrev jeg i starten breve i hånden, hvorefter sekretæren renskrev på skrivemaskine. Til sidst måtte man jo skrive sine breve selv!
Mit område blev hurtigt lønadministration og personaleadministration, hvilket for mig har været en af årsagerne til, at arbejdet var spændende. Det er altid spændende at have med mennesker at gøre, og jeg har altid været så heldig, at folk har vist mig tillid og fortrolighed.
I de sidste halvsnes år fungerede jeg som personalechef. En egentlig videreuddannelse fik jeg ikke, men tog merkonom og holdt mig ajour med en masse kurser og konferencer ved Personalestyrelsen og Forvaltningshøjskolen.
I 17 år var jeg udpeget som Undervisningsministeriets konsulent inden for løn- og personalesager, til rådgivning af ansatte på andre tekniske skoler i landet, og til undervisning på faglige kurser for samme, incl. implementering af nye it-programmer
Privat skete der det lykkelige, at min mand og jeg i 1982 fik endnu en datter, vi havde jo opgivet. Trods den store aldersforskel har pigerne et godt søskendeforhold.
I 1997 bliver min mand og jeg skilt, fordi vi ikke længere har nogle fælles interesser at bygge på, men vi har i dag et godt venskab.
Det betyder, at vi kan være i stue sammen, når vi er sammen med børn og børnebørn, vi har et barnebarn (dreng) på 10, og et (pige) på 7 år.
1997 –
Jeg gik på pension 1. september. Det var sværere end jeg troede, for jeg havde jo selv valgt og tænkt meget over det, syntes jeg.
De faktorer, jeg nok havde overset, var at jeg var vant til at være sammen med en masse mennesker hver dag, samt at jeg var single!
Jeg troede, det var skønt at læse avis i lang tid, gå lange ture, læse bøger, lege med pc’en, arbejde i haven, og så var der jo vennerne!
Nix, den holder ikke! Nogle af vennerne var ydermere stadig på arbejdsmarkedet.
Nu er jeg glad igen, der gik lige en månedstid. Det handler om at sætte struktur på hverdagen. Jeg arbejder en dag om ugen i en Fair-Trade butik, hvilket er yderst meningsfydt, og så er der de dejlige kunder. Jeg gå på VUC, sidste år filosofi, i år samfundsfag. Jeg går til italiensk (det har jeg nu gjort i flere år) og jeg følger en forelæsningsrække på Folkeuniversitetet i København på italiensk, jeg er med i en gå-klub, jeg er med i en projektgruppe, hvor vi har søgt Integrationsministeriet om penge til et integrationsprojekt for indvandrerkvinder – og så er der jo stadig vennerne og haven, og børn og børnebørn.
Desuden er jeg som person, som også har brug for ro og eftertænksomhed – blot i passende doser.
Og ellers?
Hvem er jeg? Måske fremgår det af ovenstående, ellers kan jeg tilføje at:
* jeg elsker at rejse, og jeg elsker Italien. Jeg har det bedst, hvis jeg vandrer i bjergene, gerne lidt hårdt, og jeg elsker storbyernes kringlede systemer
* jeg læser meget, eller rettere altid. Egentlig ikke så gerne krimier
* jeg elsker at lære nyt, har altid “gået til” et eller andet, og det vil jeg nok blive ved med så længe jeg lever
* jeg holder af at snakke med en veninde på en cafe, gerne efter en biograftur. Eller trave en tur (fx i skoven) og snakke imens. Det går ikke uden venner. De er også gode at spise noget god mad og drikke rødvin sammen med
* mine børn og børnebørn betyder alt for mig, og alle mine søskende er også vigtige for mig, selv om jeg ikke ser dem så tit
* jeg interesserer mig for verden omkring mig, i det store og små, og håber på en mere retfærdig en af slagsen. Jeg hader racisme.
* her hvor jeg bor, er jeg heldig at have en have at rode i, og hvor mine tre katte kan flintre rundt og fange mus
Hvis jeg har glemt noget vigtigt, skriver jeg det senere. I er velkomne til at kommentere og spørge.
Det bliver spændende at ses.
Napoli, september 2008
