Tak for sidst for 25 år siden – det var en meget hyggelig dag. Jeg husker tydeligt, da vi mødtes i skolegården – jeg tænkte “Hvem er alle de fremmede mennesker – skal jeg tilbringe en hel dag sammen med dem”, men da jeg gik rundt og hilste på jer og så de forskellige ind i øjnene, kom genkendelsen og sådan bliver det nok også denne gang, selvom vi selvfølgelig ikke har forandret os ret meget de seneste 25 år
I 1962 blev jeg matematisk student fra Rønne gymnasium og drog derefter til København og blev uddannet til hospitalslaborant på Amtssygehuset i Gentofte, hvor jeg arbejdede indtil 1970 dels på centrallaboratoriet og dels på isotoplaboratoriet. I 1964 blev jeg gift med Jens-Jørgen (arkitekt); i 1966 fik vi Mads og i 1969 Katrine. I 1970 købte vi hus i Hvidovre tæt ved Kalveboderne, hvor vi stadig bor (J-J siger, han skal bæres ud). I nogle år, da ungerne var små, var jeg hjemmegående og samtidig lavede vi vores eget firma med byggeledelse, men det passede ikke rigtig til vores temperamenter at være selvstændige uden fast indkomst, så efter nogle år droppede vi det og blev igen lønmodtagere.
I 1985 blev jeg ansat i medicinalfirmaet H. Lundbeck A/S i Valby som løs kontorhjælp i forskningen, men avancerede hurtigt til sekretær, da man stod og manglede sådan en. Det var et udfordrende job, da man hele tiden var med på det nyeste nye, og der skete meget de 22 1/2 år, jeg arbejdede der, indtil jeg blev folkepensionist og forlod jobbet. De sidste 2 år af mit arbejdsliv havde jeg utrolig travlt, men det var også utrolig spændende og udfordrende , spec. da jeg var med til at at starte en ny funktion op for en ung funktionschef, som satte meget pris på mine kompetencer som dreven sekretær i firmaet, så jeg var egentlig lidt ked af at stoppe, men man skal jo ikke tro, man er uundværlig. Så nu har jeg taget hul på den 3. alder – jeg synes godt nok det kræver lidt tilvænning.
Vores søn Mads bor i Bø i Telemarken i Norge sammen med sin århusianske kæreste Tine, som er uddannet i idræt og friluftsliv, og sammen har de netop startet “Aktivitetskompaniet”. Mads har en HD og har i en årrække været økonomichef i et reklamebureau i København, men stod på et tidspunkt af racet. De har (endnu) ingen børn.
Katrine er IT-supporter i Coloplast og bor med sin mand Tore i Dronningmølle nær Gilleleje. De har 2 piger Julie 10 år og Emilie 7 år, som vi har meget fornøjelse af.
Fritiden – og nu hele tiden – går med hus og have. Jeg læser en del og elsker at se film. I vores yngre dage sejlede vi en del med sejl – har en båd uden kahyt, som stadig ligger ude i haven – og sejlede en del sommerferier sammen med et vennepar i de danske farvande. Så har vi en ødegård i Sverige sammen med 6 andre familier midt ude i den store skov – en lille rød torp uden el. og indlagt vand og med 5 tønderland skov – så der må man bogstavelig talt arbejde for føden; der holder vi meget af at være spec. sammen med børnebørnene. Vi har brugt en del ferier på at rejse – startede for alvor i 1992 og har været i Den Dominikanske Republik, Bali, Kenya, Nepal, rundrejse i Brasilien, rundrejse i Brasilien-Peru-Boliia, Algeriet samt alt det “løse” – Færøerne, Prag, Græske øer, Frankrig osv. Senest her i september var vi i Grønland – Diskobugten – en meget betagende tur.
Det må være nok om mig – jeg glæder mig til vi ses – på gensyn den 13. juni.
KH Hanne