Kære klassekammerater.
Efter realeksamen kom jeg straks ud at arbejde på landet og her var jeg indtil jeg skulle aftjene min værnepligt ved Livgarden fra maj 1961 til sept. 1962. I 1963-64 var jeg på Dalum Landbrugsskole. Derefter hjem til Vassegård, hvor jeg passede bedriften p.g.a. min fars sygdom.
Jeg kom hurtigt med i politisk arbejde, i Pedersker Venstreforening i 1965 senere sammenlagt med Aakirkeby, hvor jeg var formand i 12 år.
I 1966-69 var jeg amtsformand for V.U. og dermed også med i landsstyrelsen.
Jeg blev gift i 1969 med Gundel Sonne og vi fik 4 børn. Ægteskabet blev opløst i 1984. Børnene har klaret sig godt, Helen (cand.jur.) Christel (rejsebureau) Karin (læser til læge på 4. år) og Anders (læser spansk og mediekulturformidling).
I 1970 overtog jeg halvdelen af gården og drev den sammen med min far i 4 år, derefter sammen med min lillebror fra 1974-84. I mellemtiden var jeg så kommet i kommunalbestyrelsen, fra 1974 – 86 og Sparekassens repræsentantskab fra 1976 – 88.I 1976 byggede vi en kostald til 100 køer. I 1984 køber jeg min bror ud og sælger køerne. Jeg passer jorden og byrådsarbejdet og bliver som nævnt skilt.
Dengang som nu faldt priserne også, og da jeg ikke blev genvalgt til byrådet, tog jeg arbejde i “fisken” og passede så gården i fritiden. Det blev jo mange gange til nogle lange arbejdsdage. Jeg var alene i 11 år, møder så Lisa fra Rønne i 1995. Vi blev gift i 1996. Hun har 3 drenge, så vi er mange når den nærmeste familie samles. Vi har 10 børnebørn og nr. 11 og 12 på vej.
Jeg arbejder i “fisken” indtil 2001, hvor jeg forpagter jord og stalde ud og går på efterløn. I mellemtiden havde vi bygget det gamle fodermesterhus om og det havde fået sommerhusstatus. Lisa havde allerede et sommerhus og i 2001 køber vi endnu et i Østre Sømark. I 2007 sælger vi sommerhuset ved gården og d. 1.4.2008 selve gården. Nu bor vi i Rønne, har det dejligt her, i et hus som vi købte i 2004 og satte i stand frem til vi flyttede ind. I 2008 købte vi yderligere et hus i Rønne som vi lejer ud.
Så nu bruger jeg megen tid på vedligeholdelse, det kan jeg godt lide. Derudover er jeg med i bestyrelsen for foreningen Norden og Slægtsgårdsforeningen. Jeg spiller bridge 1 gang om ugen, går lidt på jagt, har også jagtvenner i Hamborg og Stade.
Lisa og jeg motionerer sammen og jeg spillede forbold i Aaif indtil jeg blev 53 år. Vi rejser nu en hel del især i Europa, men har også været i Vietnam. Vi har tabt vores hjerte til den lille fredede by Lindos beliggende på Rhodos, her tager vi til stort set hvert år i oktober måned og indtil videre er det blevet til 12 gange. Vi satser på at rejse ca. 2 måneder om året de næste forhåbentlig mange år.
Vi har mange venner som vi gerne bader, cykler og spiser sammen med og så går vi heller ikke af vejen for et godt glas rødvin.
Jeg glæder mig til 50 års jubilæet, og sender samtidig en stor tak til Jer, der står for arrangementet.
Jens Ole