Blog Image

Årgang 1959 Åkirkeby Borger og Real

Driller det her?? Send en email.

Klik her for at se ovenstående billede i stor udgave.

Kirstens liv

Kirsten (Sonne) Andersen Posted on Fri, August 16, 2019 18:45:18

Her er Kirsten Sonne Andersens fortælling; formet som et brev til mig, men I får det i sin helhed:

Til Henrik

Du har efterlyst
indlæg , som fortæller lidt om
mit liv efter 1959. Jeg har gjort det så kort som muligt og alligevel
blev det ret langt, beklager!

Mit første job var et år i huset hos tandlægen i Nexø.
Dernæst 9 mdr. på husholdningsskole i Skårup på Sydfyn. I huset henholdsvis i
Klampenborg og Hellerup, lærte meget om livet i de store huse hos
overklassen!!!

Derefter 1 år i London hos en kunstnerfamilie med tre små
drenge, hvilket ændrede min livsbane, da jeg tog over for At lære sproget, men
blev overbevist om at jeg skulle arbejde med børn. Retur til Kbh. i
praktik år i børnehave og derefter 2 år
på børnehaveseminarium, som det hed dengang . Mødte min nuværende

mand Ib , som er vendelbo. Han blev agronom samme år som jeg
blev færdig.

Han rejste til Vejle til Hedeselskabet og jeg rejste til
Grindsted til en børnehave . Udfordring specielt med dialekten. 1 år senere
rejste vi til Nordjylland, Ib til Vester Hjermitslev som landbrugskonsulent og
jeg til Ålborg , hvor jeg arbejdede i Kirkens Korshærs børnehave, meget
specielt!!! Efter et år flyttede jeg
også til Vester Hjermitslev og arbejdede i vuggestue i Brønderslev. 1970 fik vi
en søn. Efter orlov + ½ år tilbage i vuggestuen, fik min mand job på Lundbæk
landbrugsskole ved Nibe og vi flyttede til Lundbæk i en lærerbolig. Jeg fik
ansættelse i Bislev børnehave, hvor jeg var i 7 år. Undervejs fik vi vores 2.
søn, byggede hus i Bislev , hvor vi boede i 2 år. Derefter ville min mand ud på
landet og jeg /vi købte en gård i Byrsted, hvor vi boede og arbejdede rigtig
meget med arbejde på gården med markbrug og husdyr, samt arbejde udenfor ,
hvilket var nødvendigt. Vores to drenge på 6 og 9 skulle helst heller ikke
forsømmes.

Vi købte gården i 1979. Efter 6 år hjemme på gården kom jeg
ud som støttepædagog og hjemmehos-er og efterfølgende friskole arbejde som
støttepædagog og leder i SFO. >Stoppede der i 1999, hvor jeg fik et års
efteruddannelse i psykologi, engelsk og billedkunst. Efter det år blev jeg igen
støttepædagog for en 2 årig omsorgssvigtet pige. Det varede i 1 ½ år. Sidste
stop i arbejdslivet eller karrieren, hvis man kan kalde det det, blev 2 år i
den lokale skole i landsbyordningen. Så gik jeg på efterløn som 62 årig og har
nydt friheden siden.

Vi flyttede fra gården i 2005, hvor min mand også stoppede
og vi købte hus i Nørresundby, hvor vi nu har boet i 13 år. Vi er glade for
vores hus og have. Min mand er blevet 80 og vi havde guldbryllup i efteråret
2018. Han spiller stadig golf og vi går begge til engelsk. Jeg har sunget i kor
i rigtig mange år og spiller 4-hændigt med 3 veninder. Så spiller jeg whist med
3 veninder , vi har lige haft 25 års jubilæum.

Vi har også rejst en hel del, bl.a. fordi vores ældste søn har
arbejdet i mange forskellige lande. Vores næste rejse kommer nok til at gå til
Bukina Faso, hvor han og hans familie skal bo og arbejde de næste 3-4 år. Lige
nu bor de her i 6 uger.

Ja det var en lang smøre – forkort den om nødvendigt.

Hvordan går det med arrangementet? Sender I snart regning ud
for maden !

De bedste sommerhilsner fra Kirsten Sonne Andersen



de sidste 50 år af mit liv

Kirsten (Sonne) Andersen Posted on Wed, June 10, 2009 15:17:24

Kære alle!

Det har været spændende at at læse alle jeres indlæg. Jeg har lovet Hanne at fortælle lidt om mit liv, selvom jeg, af forskellige grunde, ikke kommer på lørdag.

Mit 1. år gik med at passe børn og hus hos tandlæge Jørgensen i Nexø,- en god læreplads.

9 mdr. det kommende år tilbragte jeg på husholdningsskole i Skårup på sydfyn – ikke specielt lærerigt på husholdningsområdet, men kammeratskabet var ok.

Efterfølgende kom jeg til Klampenborg i et fornemt hus med facaden i orden,- så er det også sagt – der blev jeg kun i 1 1/2 måned – fik et nyt husligt job i Hellerup – meget forskelligt fra det første men også med kompliserede forhold i fam.- i virkeligheden lærer man meget om mennesker, når man kommer ind bag facaden!

Da jeg havde besluttet mig til at blive korrespondent, rejste jeg til London i 1962, hvor jeg passede 3 små drenge hos en kunstnerfam. – et rigtig godt år på alle måder. Det ændrede mine fremtidsplaner til pædagoguddannelse i stedet for korrespondent. Jeg startede min praktikperiode i Kbh. i 63 og et år frem og var færdig som pæd. i 1966. Mødte min mand Ib – vendelbo, agronom – i 1965, og passende blev han også færdig samme år. Vi fik jobs henholdsvis i Grindsted, vestjylland, og hedeselskabet i Vejle. Var der kun et år. Jeg fik derefter arbejde i Kirkens Korshærs børnehave i Ålborg, hvor jeg også boede. Ib i V. Hjermitslev i Vendsyssel, hvor jeg flyttede til året efter samtidig med at jeg skiftede job til Brønderslev vuggestue. I 1970 fik vi vores 1. søn, Steen.

I 1971 fik Ib arbejde på Lundbæk landbrugsskole som lærer,- vi boede i en lærerbolig ved siden af. Her fik vi i 1973 vores yngste søn Torben. Jeg fik arbejde i en børnehave i Bislev, hvor vi 4 år senere byggede hus. Der blev vi dog kun i 2 år. Vi flyttede ud på landet igen, hvor vi begge kom fra oprindelig,- det havde jeg godt nok forsvoret, men min mand måtte have “jord under neglene”, så ville jeg følges med ham, måtte jeg også ud og tage fat – jeg var endog den, der købte gården – hovederhvervspligt. Jeg stoppede i børnehaven og blev hjemmegående i 5 år.

I 1984 kom jeg tilbage i samme børnehave som støttepæd. og hjemmehos-er for en 5 årig pige med 2 kroniske sygdomme, hvilket var et helt nyt område for mig. Dette førte mig videre ind i en nærliggende friskole, hvor jeg arbejdede i 14 år henholdsvis som støttepæd. , specialundervisning og SFO leder.

I 1997 og 98 mistede jeg mine forældre og sammen med forskellige personaleproblemer o.a. følte jeg mig udbrændt og stoppede på skolen. Jeg fik et uddannelsesår, som jeg selv valgte – gik på VUC i Års og lærte mere engelsk, psykologi og EDB, foruden billedkunst på seminariet i Ålborg. Jeg kunne vende tilbage på skolen , men valgte et nyt job som støttepæd. i en vuggestue i Svenstrup, på en 2 årig omsorgssvigtet pige i år 2000. Der var jeg i 1 1/2 år – dejligt job på 1/2 tid.

Mit sidste arbejde fik jeg som 60 årig på den lokale skole som pæd. i en landsbyordning. Det viste sig at være meget krævende- meget dårligt personalesamarbejde, så jeg stoppede i aug. 2005 og gik på efterløn, og det har jeg ikke frotrudt!

Udover arbejdslivet har de 50 år budt på mange andre oplevelser. Ligesom de fleste af jer ,har vi også rejst en hel del, bl.a. for at besøge vores ældste søn, der en tid arbejdede i Indien og en tid i Indonesien – det var fantastiske og meget anderledes oplevelser, som man aldrig glemmer. Han er økonom og arbejder nu i udenrigsministeriet og bor med sin kone og lille Solveig på 8 mdr. i Kbh. Vores yngste søn er politibetjent i Odense og bor der med sin kone og to piger på 12 0g 8 år.

I 2005 solgte vi gården og flyttede her til Nørresundby, hvor vi bor godt og har det godt med både fælles og forskellige interesser. Vi læser begge spansk, spiller golf en gang imellem og går til styrketræning. Hver for sig går jeg til afspænding, kor og seniorhøjskole – min mand kører motorcykel og skyder med sortkrudt.

Jeg er ked af, at jeg ikke kan være sammen med jer på lørdag. Jeg er sikker på, at I får en rigtig dejlig dag bl.a. takket være de meget kompetente arrangører. Tak fordi jeg har fået lov at være med på sidelinien.

Hav en rigtig god dag på lørdag! Mange hilsner fra Kirsten Sonne andersen



Skønt

Kirsten (Sonne) Andersen Posted on Thu, November 27, 2008 12:07:00

Tingene virker.

Problemet var et ikke fungerende Password.

Yderligere indlæg følger.

M.V.H.

K.S.A.



Test

Kirsten (Sonne) Andersen Posted on Thu, November 27, 2008 12:01:22

Dette er en prøve på om forbindelsen virker.

d. 27.11.2008

M.V.H.

Kirsten Sonne Andersen