Sidder her en kold og våd januar dag med Hanne Vips ,——- og så blev der en lang pause på nogle dage! Rom blev ikke bygget på en dag og jeg er ikke så lærenem til at håndtere en computer.

Men nu vil jeg altså til det.Jeg kan jo begynde med at fortælle jer,hvor god en ide jeg synes at dette er.Det er bare så hyggeligt og morsomt at læse de forskelliges indlæg.Jeg er ganske benovet over alt det I kan,jer der har skrevet og alt det I har oplevet i de 50 år ,.der er gået siden vi forlod skolen.

Men måske kan jeg også bidrage med et par sider til krønniken her;hvor spændende læsning det bliver ,det er så noget andet.

I 1959,da vi forlod skolen og jeg lige var fyldt sytten år,havde jeg ikke det ringeste begreb om ,hvad jeg skulle med min tilværelse,men for at tækkes min far,sagde jeg ja til at tage et år i huset i Dublin,Irland,et job der pludselig dukkede op.Min stakkels far anede jo ikke ,.hvad han skulle stille op med sine to moderløse piger,så han var panisk.

Men det blev rigtig godt.Jeg passede børn og lavede husholdning ,og lærte en masse,bl.a. også sproget,så jeg vendte hjem et år efter godt rustet,men vidste stadig ikke ,hvad jeg ville.Historien gentog sig og for at jeg ikke skulle endnu et år i huset i Schweitz,så søgte jeg ind på sygeplejeskolen på Rigshospitelet og de tog mig spilme,selvom jeg var et halvt år for ung.

Det blev 3½ fantastiske år og jeg elskede hvert et øjeblik af det.Fantastiske veninder fik jeg og os, der stadig lever, sees ofte.Sygeplejen viste sig bare at være mig og det var og har været helt fantastisk spændende og jeg har kunnet rejse med det,hvad der senere blev brug for.

Man kan jo også sige, at den alder ,man havde ,.lige der fra atten og til et par og tyve var jo nogle utrolig gode år.Tiden fløj afsted ;sygeplejeskolen tog sit,men der blev sandelig også tid til at udforske København og hvad dermed følger.Det var ikke en kedelig tid.

Det var jo så også i disse år ,at jeg mødte Svend,som skulle blive min ægtemage.Og stadig er!I 1964 blev jeg færdig som sygeplejerske,en dejlig dag i februar.Det glemmer man sent!Tilbragte et år på Riget,tog til Sverige nærmere betegnet Lycksele med min sygeplejerske søster Lisbeth.Det blev blot til ca. 4 mdr.arbejde der,for da Svend stod og ville tage, en stilling i Sao Paulo ,Brasilien,så ville jeg da gerne med og et haste bryllup blev iværksat den 4 august på AAkirkeby rådhus 1965,hvor giftefogeden var vice borgmester dyrlæge Robert Alsing og han må have gjort det ret godt,for det holder da stadig,måske fordi vi de sidste tyve år ikke ligefrem har siddet lårene af hinanden.Derom senere.

Svend og jeg havde helt fantastiske to år i Brasilien,hvor jeg også fandt et job og fik der startet min karriere (hvis man kan kalde det det)som operations sygeplejerske og det er det jeg har beskæftiget mig med lige siden.Vi brugte al vores fritid på at få set os godt omkring,så selvom landet er stort,så formåede vi at komme vidt omkring og det var nu ikke så almindeligt dengang.Derfra blev det til USA,hvor vi boede og arbejdede flere forskellige steder.Bedst var nok Walnut Creek,tæt på San Francisco,men vi boede også i New York,Fort Lee i New Jersey,Boston i Mass. og gjorde mange bilture fra øst til vest og fra vest til øst.Et fantastisk land.

Nu var det så tid til at nærme sig Europa og det blev til et par år i Paris inden vi flyttede tilbage til DK for alvor,måske mest for at få startet en fam.og vi var enige om at vores børn skulle blive danske.Og næsten som at trykke på en knap ( nej, det var ikke slet så kedeligt!!!!)blev Stig født i okt.72 og Sverre i aug.75.

Lige inden jeg fødte søn nr. 1,havde vi købt os et stort gammelt hus (fra 1898!!)i Hellerup.Vores forældre spåede os ikke længe der,men det gik og vi er der endnu.Det er dejligt med pladsen,men det er sandelig svært at holde varmen og det er en stor have at passe.

Jeg fik job På Gentofte Amts sygehus,som ligger 5 min. cykelkørsel fra os,og der har jeg været på en Hjerte -Lunge kir.operationsgang i ca.25 år og der efter på Kar kir. op.og mave tarm i 15 år,ganske vist mest på halv tid.Der var jo hus og hjem og hund og børn, og mand,når han ikke var ude at rejse.Jeg har været utrolig glad for mit job altid og havde det da også lidt skidt med at holde op her pr. første maj -08,men nu er jeg rigtig glad for det og kan slet ikke forstå at jeg har haft tid til at jobbe.

Fra 1979 og til1981 tog vi igen til USA i to år med hele menagen og havde det super dejligt i Princeton,New Jersey.Men så har det ellers været i DK lige siden.,det vil sige min husbond har de sidste 20 år haft sin gebet i det Franske og boet i Paris og nu Monaco.Det er ikke altid lige let,men sådan er det nu blevet.Han siger,. han kommer hjem for good engang,men det vil jeg nu se, før jeg tror det.

Dette liv fører jo til mange rejser og det er da også dejligt,men der er jo også dejligt herhjemme,specielt på Bornholm.Det er en af grundene til at vi har investeret i et par ferielejligheder i Allinge og det har vi, specielt jeg,rigtig meget glæde af og derfor har jeg været på Bornholm 6 gange det forgangne år.Skønt!!

Og som I andre —børnebørn har vi skam også.

Stig har Mathias på næsten 8 år,som bor hos sin mor i Ordrup,så det er tæt ved mig–herligt!Og jeg får meget lov!–men Stig har nu en ny kone,Maiken fra Horsens,de har Andreas på 3½ år og de bor i Seattle nu på fjerde år og jobber for Microsoft begge to.Jeg skal en tur derover her to uger i februar med Mathias.

Sverre har en fransk kone,Sandrine,en datter Eva ¨på næsten 9 år og Bastianpå 2½ år.De har boet i Toulouse og i Vancouver og nu i Rødovre af alle steder,men nu er de flyttet fra hinanden og det skaber store problemer for os alle.Det er noget frygtelig rod og vi er kede af det ,specielt på børnenes vegne.

Ja,jeg er altså ikke den der har taget alverdens fine efteruddannelsereller kurser,men har faktisk klaret mig med det jeg kan og været ganske glad til—men måske et kursus i computerteknik og evt. blindskrift ikke ville være af vejen!!!

Jeg har på fornemmelsen at dette bliver alt for langt,så jeg vil stoppe her det må også være rigeligt,egentlig kunne man jo blive ved.Men heldigvis sees vi jo snart .og der skulle jo gerne være noget tilbage at tale om og fortælle hinanden.

Jeg glæder mig rigtig meget og før vi aner er det bare den 13 juni!!

Mange nytårs hilsener fra Sigrid.