Blog Image

Årgang 1959 Åkirkeby Borger og Real

Driller det her?? Send en email.

Klik her for at se ovenstående billede i stor udgave.

Kørelejlighed ??

Svend Kramp Posted on Wed, August 14, 2019 18:20:27

Hej alle
gamle kammerater

Jeg må også erkende, at alderen -eller hvad det nu er – har sat sine spor, for
min grå stær har vokset sig større, så den nu blokerer så meget af mit
synsfelt, at jeg ikke må køre bil. Derfor spørger jeg, om der er mulighed for
kørelejlighed fra/til Rønne/Knudsker-området lørdag den 31. august. Bortset fra
det har jeg det godt, er rimeligt frisk og rask, og aktiv bl.a. ved
arkæologiske udgravninger, 2 x kor, Rønne Teater (vægter og rundviser), foruden
selvfølgelig familien, hus og have.

På gensyn til en forhåbentlig god dag .

Mange
hilsener

Svend
Kramp



Tillykke med fødselsdagen Svend!!

Svend Kramp Posted on Mon, January 07, 2019 09:18:07

Hej,
Tillykke med de 76 år!!
Vi ses til september!!
Vh
Henrik



Glædelig jul og godt nytår/ Svend

Svend Kramp Posted on Thu, December 20, 2018 10:20:39

Tak. Og i lige måde til alle. Svend



Tillykke med de 75 Svend

Svend Kramp Posted on Sun, January 07, 2018 09:07:32



Svend hos Georg Julin i mandags

Svend Kramp Posted on Wed, March 20, 2013 08:35:26

Hej,
Det var så i mandags den 18. marts at Svend blev interviewet af Julin; se eventuelt her.

Vh
Henrik



Svend Kramp; status

Svend Kramp Posted on Tue, February 26, 2013 19:43:28

Jeg er af Svend blevet bedt om at bringe følgende med en opfordring om, at andre også bringer os alle ajour med vore aktiviteter og tanker; en opfordring det er mig en fornøjelse at følge. Har I gemt blog-systemet, så send en email:

Svends brev:
Hej Henrik

Jeg synes det er længe siden, vi
har hørt noget til hinanden, eller er det bare mig, der er gået glip af det
hele?
Måske var det en ide at opfordre
hele banden til at give en kort opdatering om egne meriter frem til juni?
For mit vedkommende kan jeg sige, at jeg
sidste år lavede en masse kommunikationsarbejde omkring Mulighedernes
Land-projekterne med nye stiforløb og andre aktiviteter i Klemensker og
Østerlars. Det er foreløbig blevet til en folder og en hel del digitale
artikler om Østerlars og artikler om Klemensker – en folder kommer her i
foråret.
Sidste år var jeg selvfølgelig ude at
grave arkæologi, bl.a. på strækningen for den kommende Ringvej øst om Rønne, og
på grunden for Plejecenterets 2. etape.

Og så har jeg travlt med at være formand
for Foreningen Bornholm, som sidste år fik købt 8 ha. jord omkring
helleristningsklippen Madsebakke ved Allinge-Sandvig, og som også har store
planer i år. Den forenings tidlige historie (stiftet 1906) og tiden
omkring 1900 fortalte jeg om på et foredrag på Bornholms Museum lørdag den
23.februar og jeg fortæller om foreningen i TV2 – Bornholm, i et interview hos
Georg Julin den 25. marts.

Og så rundede jeg i januar de 70 år
– som mange af jer andre allerede har for nogen tid siden. En lidt
mærkelig oplevelse af, at nu trådte jeg ind i en anden tidsalder: Dette er
definitivt efter den erhvervsaktive alder, og begyndelsen til alderdommen !
Ikke nogen rar tanke. 50-erne og 60-erne hang så nogenlunde sammen som
mid-aldrende-årene. Men 70 ligger sprogligt og reelt op til 80-erne, som jeg
har hørt betegnet som oldingealderen: 80=Ol= olding. Og da dansk
middellevealder for mænd siges at være 71 år – og for kvinder 74 år, så er det
ved at være den tid, hvor man snart skal være glad for overhovedet at være her.

Men foreløbig har jeg det godt, og jeg
forventer at skulle ud og røre mig igen, når sneen forhåbentlig snart slipper
Bornholm.
/Svend



Aktuelle aktiviteter

Svend Kramp Posted on Mon, March 22, 2010 14:33:45

Hej,

Hvis nogle af jer kan huske så langt tilbage som til begyndelsen af 1960-erne, så var der dengang en stor arkæologisk udgravning af en rig jernalder-gravplads på Slusegård i Pedersker. I et par somre deltog daværende tronfølger Margrethe.

Det er nu et af emnerne på en stor udstilling på Moesgård Museum ved Århus: “Dronning Margrete og arkæologien”.

Den åbner på onsdag den 25. marts – af dronningen – og varer hele sommeren over, hvis nogle skulle have interesse i at se den, og komme på de kanter.

Jeg er blandt de mange bidragydere til både udstilling og den medfølgende bog, så jeg er også med til åbningen.

På dronningens 70 års fødselsdag den 16. april skal jeg holde foredrag på Bornholms Museum om Margrethe og Slusegård – og (næsten) det samme foredrag skal jeg holde på Moesgård søndag den 25. kl. 14.

Det var foreløbigt sidste nyt om mine pensionist-aktiviteter mht. arkæologien.

Svend



Svend igen ….

Svend Kramp Posted on Mon, October 05, 2009 10:55:30

.. skulle nogen herboende have arkæologiske lyster.
smiley
vh
Henrik



Mine aktiviteter efterår 2009

Svend Kramp Posted on Sun, September 06, 2009 14:00:59

Det er godt at have en så vågen og opmærksom blog-master som Henrik, så vi kan følge med i hinandens gøren og laden, også efter jubilæet. Jeg vil indrømme, at for mit eget vedkommende havde jeg ikke givet mig tid til at skrive til jer om mine aktiviteter, men nu giver Henrik jo bolden op, og så må jeg følge op på den.

TV2 Bornholm har ganske rigtigt et kort indslag fra den 1. september 19.30 : ”Broncealdergrav under vandtårn”, hvor jeg fortalte lidt om udgravningen og dens foreløbige resultater på det tidspunkt. Jeg optrådte på skærmen som amatørarkæolog, for udgravningens faste leder var forhindret i at være til stede den dag, og Bornholms Museums arkæologiske museuminspektør Finn Ole Nielsen havde travlt et andet sted.

TV2 Bornholm har også stadig en tekstnyhed fra den dag med billede af det omtalte skifersmykke : ”Fortidsminder under vandtårn”.

Bornholms Tidende 4. september havde en reportage fra udgravningen, hvor Finn Ole Nielsen fortæller mere indgående om fundene og de forskellige faser af højen, som har været meget stor og imponerende med forskellige faser, flere grave og en indviklet opbygning. Vandtårnet er 12 meter i diameter, og højen uden om i de to faser har været måske hhv. 20 og 30 meter i diameter.

Men de fortsatte udgravninger kan meget vel vise helt nye ting. Der er således tegn på en brolagt indgang igennem en sen ydre randkæde af meget store sten ind til en grav samtidig med stenkæden.

Det er muligt at Bofa vil gøre noget ud af at bevare eller offentliggøre de arkæologiske fund.

Henrik skriver at jeg vist også havde været i TV tidligere på sommeren: I DK4 i juli i en udsendelse fra Bornholm i serien ”Arkæologien rundt 2009”. Den havde indslag fra flere steder herovre med nye arkæologiske fund og aktiviteter, bl.a. den udgravning i Vellensby lige ved lufthavnen, hvor jeg var udgravningsleder for Bornholms Museum og for et hold studerende fra Konservatorskolen i København. Der blev udgravet 25 grave fra jernalderen, ca 200-400 e.Kr. med mange, meget flotte og til dels sjældne fund, især var der nogle kvindegrave med et meget flot smykkeudstyr. I DK4s udsendelse, tilrettelagt af Frantz Howitz, blev udgravningen fortalt af Konservatorholdets leder men da han ikke var helt sikker i oplysningerne, fik jeg også lov at sige noget uden for planen. Den udsendelse kan man ikke længere se uden videre, med mindre man går ind og køber et medlemskab for 39 kr. for en dag eller op til 249 kr. for et år.

Det er muligt at jeg kommer i TV og aviser igen i forbindelse med den officielle indvielse den 10. oktober af de nye rekonstruerede anlæg fra stenalder og jernalder på Rispebjerg i Pedersker. I går kom nyheden frem, at dronningen vil indvi anlægget, og da jeg har haft en finger med i forarbejdet, er det muligt, at jeg også bliver inviteret med – eller i hvert dukker op på sidelinjen.

I øvrigt holdt jeg rundvisning på Rispebjerg for foreningen Bornholm, den 17. juni, hvor Elna også var med – det var hyggeligt, og den 7. oktober skal jeg holde foredrag om Rispebjerg for Bornholms Hjemstavnsforening, i Langes Magasin i Frederikssund.

Og så er jeg i øvrigt i gang med en serie artikler i Bornholms Tidende weekend, om Kulturhistoriens spor på Bornholm. Artiklerne, der kommer med meget spredte mellemrum, har foreløbig handlet om gamle dages hulveje, kilder ved fortidens bebyggelser, og de sikkert mange helligkilder på Bornholm.

Dertil kommer familielivet, noget håndværks-arbejde herhjemme, foruden det daglige hus- og havearbejde, korsang i Renæssancekoret, lidt arbejde i øens journalistklub og amatørarkæologerne. Så jeg har lidt travlt i min pensionist-tilværelse.

Hilsen Svend



Svend Kramp i TV

Svend Kramp Posted on Tue, September 01, 2009 21:42:44

Hej,
Har du lyst at se et kort klip med bl.a. Svend som fortæller, så ligger det på TV2 Bornholm under Udsendelser, den 1. september og klippet “Broncealdergrav under vandtårn”.
Klik f.eks. her.
Svend fortalte om sin medvirken i nogle andre udsendelser – på TV4 tror jeg – men de smuttede for undertegnede. Har du et link, Svend??
Vh
Henrik



Next »