Hej Alle
Det er rigtigt hyggeligt og interessant at læse jeres fortællinger om livet efter vores skoletid. Vores alder og for de fleste af os mere eller mindre afslutning af arbejdlivet giver grobund til at reflektere over livet og giver inspiration til at skrive lidt om tiden der er gået.
Jeg blev færdig som hospitalslaborant august 62 efter 3 års elevtid henholdsvis i Rønne og i København. Dagen efter tog jeg toget til Umeå i nord Sverige, hvor jeg havde fået arbejde på lasarettet. Det var specielt at opleve dage, hvor det var mørkt det meste af døgnet, kunne godt virke deprimerende. Men det lyste op, da der kom sne, og tæt på hospitalet var der en lysløjpe, så det var muligt at løbe på ski efter arbejdstiden. Foråret og sommeren var til gengæld facinerende med lys døgnet rundt. Fra juni 63 holdt en veninde og jeg 3 mdr. ferie, hvor vi bl.a. brugte 1 1/2 mdr. til at rejse rundt i det nordlige Skandinavien.
Hjemme igen var der mangel på laboranter, så det var muligt at få job fra dag til dag. Jeg blev hjemme til juli 64, hvor jeg rejste til Edinburgh. Der havde jeg fået job på et lille hospital. Edinburgh var allerede dengang en internationel universitetsby præget af et rigt socialt liv og kulturelle begivenheder. Sjovt at tænkr på, at en veninde og jeg mødte Poul McCartneys lillebror på et eksperimenterende teater, hvor han var skuespiller. Han inviterede os til party, — men det var en fest præget af stoffer. Sjovt også at tænke på, at vi af en journalist blev inviteret til The Beatles nytårsfest, måske ærgerligt, men vi takkede nej.
Det var en sjov tid i Edinburgh, men lønne var ikke god. Jeg rejste hjem august 65 og blev hjemme til januar 66, hvor jeg tog toget til Innsbruck. Der havde jeg fået arbejde på Universitetskliniken. Tiden der blev præget af skiløb. Arbejdstiden var fra 8 til 12 og så igen fra 16 til 19. Så i frokostpausen tog man skiene på nakken, ned til sporvognen der kørte til liften, og så op til Seegrube i 1900 m. højde og stå på ski. I maj var det muligt enten at stå på ski eller tage op til søerne og bade.
Fra juli holdt jeg igen nogle mdr. ferie. Der var jeg bl.a. sammen med nogle venner på kajatur. Først på floden, som blev betegnet som “wildwasser”, Drau i Østrig. Derefter på floden Krka i det tidligere Jugoslavien (nu Slovenien), på den tur var der mange specielle og sjove oplevelser. Det blev også til nogle vandreture i bjergene og en tur til Norderney i Tyskland.
Hjemme igen var det stadig let at få arbejde som laborant. Jeg arbejdede som laborant fra 66, dog afbrudt af kortere og længere pauser. Et år gik jeg på rejselederskole om aftene. Sommeren efter var jeg rejseleder på busture til Schvarzwald, Frankrig og Schweiz. Det var ikke noget nemt job, idet jeg skulle være guide, regnskabsføre og helst også tjenestpige. En sommer var jeg guide for DSB på Bornholm. Andre sommere blev det til lidt rejsen rundt først med venner og senere med min familie. En del ture er gået til det nordlige Skandinavien for at vandre.
På et tidspunkt var der en veninde, der fik mig overtalt til at melde mig ind i Dansk Bjergklub, hvor vi i en gymnastiksal deltog i teoretisk og praktisk undervisning i bjergklatring. Det mundede ud i nogle klatreture på Kullen. Det var mægtigt hyggeligt, men da jeg lider af noget højdeskræk, var det nok ikke lige det jeg skulle. Sammen veninde fik mig til at melde mig til et brækursus i Norge (gletsjer). Her skulle man lære hvordan man teoretisk og praktisk forholder sig på en bræ. Vi lærte at binde os ind, klatre over bræfald, rappellere og blev firet ned i en sprække for så ved egen hjælp at komme op igen. Her mødte jeg Arvid fra Olso, som var instruktør på kurset.
Arvid og jeg blev gift i Åkirke i 72 og har holdt sammen siden. Vi bosatte os i Hillerød, hvor vi stadig bor. Vi fik vores søn Martin i 74. Derefter gik jeg hjemme i 3 år. Da Martin blev større, tog jeg en halv HF og kom via dispensation ind på psykologi studiet på Københavns Universitet, Amager, en skrækkelig bygning og kedelige lokaler. Jeg brugte 12 1/2 år (arbejdede samtidig som laborant) og blev færdig januar 96. I september 96 sluttede jeg som laborant (efter 17 år som mikrobiologisk laborant på Hillerød Sygehus) og startede som psykolog – noget af et identitets skifte. De første stillinger som psykolog var vikariater henholdsvis i Allerød, Herlev og Hillerød.
August 98 fik jeg fast stilling i Mødrehjælpen. Det blev lidt over 8 års interessant og inspirerende arbejde. En stor del af mit arbejde drejede sig om voldsramte kvinder og deres børn. I forløbet oprettede jeg bl.a. børnegrupper for førskolebørn, der har oplevet vold i hjemmet. Det blev til et projekt støttet af socialministeriet, hvor jeg var projektleder. Det kører videre med nye midler efter jeg er sluttet.
Jeg deltog i et nordisk netværk af forskere og klinikker, som var støttet af Nordisk Ministerråds Forskningprogram. Efterfølgende har vi hver især skrevet en artikel i en bog, der udkom i Sverige i efteråret 07. Jeg deltog i et team, der rejste til forskellige kummuner, og underviste i hvordan man tackler vold i familein. Lidt morsomt var det, at deltage i et team, som var på Christiansborg for at informere mandlige folkrtingsmedlemmer i temaet om vold i familien.
Jeg sluttede i Mødrehjælpen december 06. Efterfølgende skrev og redigerede jeg en bog for Landorganisation for Kvinde Kridsecentre, der udkom i januar 08. For tiden arbejder jeg en dag om ugen i Dialog mod Vold. Dert er en institution, der behandler voldelige mænd, men hvor man nu tilbyder hjælp til kvinder og børn. Meningen er, at jeg med tiden skal hjælpe med at starte børnegrupper, som der nu søges penge til. Desuden har jeg i marts startet egen praksis sammen med en tidligere kollega. Vi er dog lidt spændte på, om vi i disse krisetider får nogle klienter.
Vores søn er gift med Line og de har to dejlige børn Silja på 5 år og Gustav på 1 år. Martin og Line er begge geologer og ansat i Kystdirektoratet, som ligger i Lemvig, hvor de har et hus – alt for langt væk, synes bedsteforældrene! Martin er dog en del væk, idet han er på Skallingen. Han er med i et team, der fjerner miner fra 2. verdenskrig.
Ja det var så min historie og den blev vist lidt lang. Det har været et liv med gode og med vanskelige tider, dog overvejende gode. Nu er man så nået pensionistalderen, hvor nogle af os – deriblandt jeg – ikke fysisk kan det samme længere. Hvor vi begynder at midste ungdomsvenner, som er et savn. Heldigvis har jeg stadig min familei og venner og forhåbentlig endnu mange udfordringer – livet er ikke det værste man har!
Jeg glæder mig til at se jer alle – pas godt på jer selv til vi ses
Mange hilsner Jette
