Blog Image

Årgang 1959 Åkirkeby Borger og Real

Driller det her?? Send en email.

Klik her for at se ovenstående billede i stor udgave.

Indsætning af billeder

Brugsanvisning Posted on Thu, November 13, 2008 11:55:33

Hej,
På given foranledning:
Billeder indsættes sålunde:
1. Cursoren placeres hvor fotoet skal være.
2. Tryk på ikonet mellem Smileyen og clipsen herover.
3. Der kommer en pop-op. Klik på knappen et enkelt foto (det er nemmest at styre, du kan altid sætte et enkeltfoto ind et andet sted også).
4. Klik på Gennemse.
5. Du befinder dig så på din egen PC og skal så bare hitte det pågældende foto.
6. Dobbelt-klik på det; og et kommer frem i pop-op-fidusen.
7. Klik på Indsæt: og det kommer ind i Indlægget. Blog Image

8. Klik på Gem (eller preview, hvis …).

Viola!
Prøv det; det kan rettes bavetter..

Jeg har et par Gigga at gøre godt med på webhotellet, så hvis bare I ikke går helt grassat vil det være meget fint med sådanne illustrationer (og det vil måske kunne lette genkendelsen, når vi ses smiley).
Vh
Henrik



Siden sidst

Hanne (Pet.) Albertsen Posted on Wed, November 12, 2008 22:29:24

Tak for sidst for 25 år siden – det var en meget hyggelig dag. Jeg husker tydeligt, da vi mødtes i skolegården – jeg tænkte “Hvem er alle de fremmede mennesker – skal jeg tilbringe en hel dag sammen med dem”, men da jeg gik rundt og hilste på jer og så de forskellige ind i øjnene, kom genkendelsen og sådan bliver det nok også denne gang, selvom vi selvfølgelig ikke har forandret os ret meget de seneste 25 år smiley

I 1962 blev jeg matematisk student fra Rønne gymnasium og drog derefter til København og blev uddannet til hospitalslaborant på Amtssygehuset i Gentofte, hvor jeg arbejdede indtil 1970 dels på centrallaboratoriet og dels på isotoplaboratoriet. I 1964 blev jeg gift med Jens-Jørgen (arkitekt); i 1966 fik vi Mads og i 1969 Katrine. I 1970 købte vi hus i Hvidovre tæt ved Kalveboderne, hvor vi stadig bor (J-J siger, han skal bæres ud). I nogle år, da ungerne var små, var jeg hjemmegående og samtidig lavede vi vores eget firma med byggeledelse, men det passede ikke rigtig til vores temperamenter at være selvstændige uden fast indkomst, så efter nogle år droppede vi det og blev igen lønmodtagere.

I 1985 blev jeg ansat i medicinalfirmaet H. Lundbeck A/S i Valby som løs kontorhjælp i forskningen, men avancerede hurtigt til sekretær, da man stod og manglede sådan en. Det var et udfordrende job, da man hele tiden var med på det nyeste nye, og der skete meget de 22 1/2 år, jeg arbejdede der, indtil jeg blev folkepensionist og forlod jobbet. De sidste 2 år af mit arbejdsliv havde jeg utrolig travlt, men det var også utrolig spændende og udfordrende , spec. da jeg var med til at at starte en ny funktion op for en ung funktionschef, som satte meget pris på mine kompetencer som dreven sekretær i firmaet, så jeg var egentlig lidt ked af at stoppe, men man skal jo ikke tro, man er uundværlig. Så nu har jeg taget hul på den 3. alder – jeg synes godt nok det kræver lidt tilvænning.

Vores søn Mads bor i Bø i Telemarken i Norge sammen med sin århusianske kæreste Tine, som er uddannet i idræt og friluftsliv, og sammen har de netop startet “Aktivitetskompaniet”. Mads har en HD og har i en årrække været økonomichef i et reklamebureau i København, men stod på et tidspunkt af racet. De har (endnu) ingen børn.

Katrine er IT-supporter i Coloplast og bor med sin mand Tore i Dronningmølle nær Gilleleje. De har 2 piger Julie 10 år og Emilie 7 år, som vi har meget fornøjelse af.

Fritiden – og nu hele tiden – går med hus og have. Jeg læser en del og elsker at se film. I vores yngre dage sejlede vi en del med sejl – har en båd uden kahyt, som stadig ligger ude i haven – og sejlede en del sommerferier sammen med et vennepar i de danske farvande. Så har vi en ødegård i Sverige sammen med 6 andre familier midt ude i den store skov – en lille rød torp uden el. og indlagt vand og med 5 tønderland skov – så der må man bogstavelig talt arbejde for føden; der holder vi meget af at være spec. sammen med børnebørnene. Vi har brugt en del ferier på at rejse – startede for alvor i 1992 og har været i Den Dominikanske Republik, Bali, Kenya, Nepal, rundrejse i Brasilien, rundrejse i Brasilien-Peru-Boliia, Algeriet samt alt det “løse” – Færøerne, Prag, Græske øer, Frankrig osv. Senest her i september var vi i Grønland – Diskobugten – en meget betagende tur.

Det må være nok om mig – jeg glæder mig til vi ses – på gensyn den 13. juni.

KH Hanne



Jubilæum

Erik Andersen (Slagter) Posted on Sun, November 09, 2008 22:20:09

Jeg er gift med Ida på 13’år, og det er jeg meget glad for. Vi passer godt sammen og har det skægt Derudover priser vi os lykkelige over, at vi bor på Bornholm. Vi bruger øen som turister, og der er rigtig mange muligheder. Vi rejser meget. Det sidste års tid er det blevet til Sydafrika, New York og Wien. Hov jeg glemte lige Island . Sidst i november tager vi til Amsterdam, og i januar- februar er det Spanien. Vi har fire børn, to hver, og otte børnebørn, fire hver. Aldersmæssigt spænder de fra 16 år til en måned. Jeg synes, det er utroligt spændende at omgås disse nye mennesker, for de er så forskellige, og der er et fantastisk spænd fra den ældste til den yngste. I al fortrolighed så siger den alleryngste mig ikke så meget. Der går lang tid, før han udvikler sig fra en bøvse- og pruttemaskine til en, man kan kommunikere med.

Blog Image

Jeg har været lærer i 37 år, og selv om ingen ville have troet det, da jeg gik på Aakirkeby Borger- og Realskole, så har et passet helt fint til mig. Jeg begyndte på Vestermarie Skole i midten af 60’erne. Så tog jeg til Grønland, hvor jeg arbejdede i 5 år. Det var en meget stor oplevelse, og for mig er Grønland et af de smukkeste lande på jorden. Efter den tid var jeg på Nyker Skole i nogle år, hvorefter jeg flyttede til Aaker Skole, hvor jeg arbejdede rigtig længe. Mine sidste år på arbejdsmarkedet tilbragte jeg på Bodilsker Skole.

Blog Image

Grunden til, at jeg gik på efterløn samme dag, som det var muligt, var ikke utilfredshed med at undervise; men til sidst gik det hele op i møder og dokumentation, og så var det ikke sjov mere. Jeg har ikke siddet passivt og iagttaget den kedelige udvikling, der har været for lærerjobbet. Midt i 90’erne startede jeg en oprørsbevægelse, der skulle gøre op med regnedrengenes måde at betragte lærerjobbet på. Jeg kan give et eksempel på absurditeten i arbejdstidsaftalen: Min skoleleder havde glemt på min arbejdstidsopgørelse, at jeg var underviser. Det kostede 100 timer, som jeg tilbragte i solskinnet på Barbados’ strande. Der kom næsten 8.000 underskrifter på mine indlæg i ”Folkeskolen”. Det medvirkede blandt andet til, at oplægget til overenskomst blev nedstemt. Formanden for Danmarks Lærerforening, Jørn Østergaard, trak sig fra sin post, lige som formanden for Bornholms Lærerforening, Finn Jacobsen. De var begge skide sure på mig. Efter min mening skulle de have lyttet lidt mere til medlemmerne. En af de personer, der hjalp mig dengang med kampagnen, er den nuværende formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo, og han har ikke gjort tingene meget bedre. Sådan er det.

Blog Image

Jeg har fortrinsvis undervist i dansk og tysk. Tro det eller ej, så har jeg haft megen fornøjelse af at bibringe mine studerende det germanske sprog. Faktisk har jeg illustreret en bog til tyskundervisning: ”Gute Reise”. Den kan, så vidt jeg kan se af oversigten fra Biblioteksstyrelsen, endnu findes på en del skolebiblioteker.

Blog Image

Idet hele taget har jeg illustreret rigtig mange undervisningsbøger. Jeg har tegnet for Det Grønlandske forlag, Gyldendal og andre mindre forlag. Så har jeg tegnet forsider til ”Folkeskolen”.

Blog Image

Akvareller har jeg lavet masser af, både fra Grønland, Island og Bornholm. Det var i serier på 25- 26 stykker, der hørte sammen. Jeg har ikke ret mange af dem selv, fordi de for længst er solgt.

Blog Image

Malerier har jeg også lavet en del af, og jeg har kun beholdt de, der forestiller den nærmeste familie.

I 2007 fik jeg den ide, at det kunne være sjovt at komme med på en censureret udstilling. Det skulle så være Svanekegårdens Efterårsudstilling. Her bliver ens værker bedømt af anerkendte kunstnere, så det er lidt af en svendeprøve. Det lykkedes mig at komme med, selv om censorerne var specielt strenge det år. Af 72 deltagere, var det kun 16, der fik lov til at deltage. Helt ærligt havde jeg ikke regnet med at blive antaget, for jeg maler i en naivistisk stil, der ligger milevidt fra det, man ellers ser. Men altså, jeg debuterede på en censureret udstilling som 65- årig. Det bevirkede også, at jeg fik en del bestillinger på malerier. Jeg har derfor haft meget travlt det sidste års tid med at male. I 2008 var konkurrencen endnu større; men alligevel lykkedes det mig at komme med. Jeg har tegnet og malet hele mit liv, og det til trods for, at en lærer i Realskolen sagde til mig, at jeg skulle holde op med at svine mine kladdehæfter til med kruseduller og svedpletter.

Blog Image

For øjeblikket er jeg i gang med et større projekt, som jeg ikke vil afsløre indholdet af. Blot en enkelt illustration af ca. 250.

Blog Image

Jeg glæder mig meget til at se jer. Vi skal være lykkelige for, at vi er blevet så gamle, for alternativet er ikke bedre.



Email-meddelelser om nye indlæg

Brugsanvisning Posted on Sat, November 08, 2008 11:35:17

Hej,
Jeg har haft lidt problemer med den funktion, jf. de test-indlæg de sidste par dage I måske er “oversvømmet” af emails om; undskyld i så fald!!!
Det skulle være sådan, at vi får en email, når der kommer nye indlæg på bloggen.
Dét fungerede ikke hos mig, så jeg gik i den vildfarelse, at det ikke virkede overhovedet.
Det gør det, men det er ikke sikkert, det er slået til for den enkelte bruger. Det kan i så fald slås til under Redigér, der kommer frem under dit navn nede til højre, når du er logget på.
Der kommer en pop-op-fidus, hvor man også opfordres til at ændre passord; det behøver du ikke; den accepterer at det gamle og det nye passord er ens (men det skal udfyldes af for mig uransagelige årsager…).
Vil du ikke længer have email-meddelelserne, kan funktionen slås fra samme sted.

Bemærk, at den kun omfatter nye Indlæg.
Der kommer ikke meddelelser om de Kommentarer, vi kan komme med til de enkelte indlæg.
Vh
Henrik



Mit liv

Jørn Vendelbo Grønnegård Posted on Fri, November 07, 2008 10:58:58

7 november 2008

Jeg er født den 15 januar 1942 i Jernbanegade 49 i Aakirkeby. Jeg har fået fortalt at det var en forrygende vinterdag med masser af frost og sne da jeg blev født.

Min forældre hedder: Børge Vendelbo Grønnegaard og Edith Marie Grønnegaard født Ipsen.

Den 1 juli 1942 købte mine forældre en lille egendom på Strøbyvej 5 med 4 tdr. land. Her blev mine 6 søstre født – de hedder Jytte Lilian, Alice Irene, Gurli Lilly, Hanne Britta, Anne Lene og Else Mari (hun er 21 år yngre end mig). Far arbejde på Boværk indtil sin pension medens mor altid var hjemme og passede huset, dyrene, haven og ikke mindst os 7 børn. Mor sad i en periode i Aakirkeby byråd. Vi havde en god barndom og der boede mange børn i vores område, så der var mange at leje med i alle årende.

Min far døde som 69 årig i 1986, men min mor lever stadig og bor på Åbo, 88 år gammel.

Jeg var meget glad for at gå i skole men måtte hjælpe en del tid derhjemme med alt muligt, så det var begrænset hvor meget sport jeg kunne dyrke, dog spillede jeg en del fodbold. Som 15 årig fik jeg en sygdom i min højre ankel og kom på Rigshospitalet i København, hvor man tog et stykke ben fra min hofte og satte det ned i min syge ankel. Der gik en rum tid før jeg igen kunne dyrke sport.

I efteråret 1958 fik jeg en aftale om læreplads i Aakirkeby Andel, hos uddeler Henry Appel (Han er nu 92 år og bor i Rønne og jeg ser ham en gang imellem. Jeg havde ønsket en bankelevplads men har været utrolig glad for min arbejdsmæssige tid. Vi gik på Handelsskolen hver aften mandag til torsdag fra kl. 18.00 til 20.00 og her mødte jeg min kone Grethe (Johansen) som var i farvehandlerlære hos Nielsen i Jernbanegade. Jeg har aldrig søgt en stilling og jeg har aldrig haft en arbejdsløsperiode.

I sommeren 1962 var jeg på grovvareskole i Middelfart på Fyn, men den 2 november 1962 mødte jeg på Almegårds Kaserne i 2 batteri. PÅ grund af mine problemer med anklen i 1957 blev jeg ikke befalingsmand med kontorordonans og det var en herlig tid.

I efteråret 1963 blev jeg kontaktet af Jens Juel-Jensen, Dansk Andels Gødningsforretning på Rønne Havn. Han havde lovet at skaffe en medarbejder til en ny grovvaresammenslutning på Nordbornholm og startede der 1 marts 1964, få dage efter militærtjenesten.

Men forinden var jeg blevet gift med Grethe den 15 februar 1964 – idet man jo ikke kunne flytte sammen uden at være gift vel? Samme år den 23 oktober fik vi tvillinger Henrik og Torben og den 9 juli 1968 yderligere Michael. Vi boede først på den tidligere Nordre Skole på Bolbyvej, flyttede til Klemens Storegade den 1 februar 1965 og endelig flyttede vi , i en forrygende snesorm, til vores nybyggede hus på Jespersvej i Nyker, hvor vi stadig bor. Børnene bor ovre og vi har 5 børnebørn.

Vi har rejst meget rundt i hele verden, men har også haft telt, teltvogn og campingvogn og holdt ferie i hele Europa.

Jeg har været i hjemmeværnet siden 1969 og var kompagnichef i 9 år, men er nu passiv.

Jeg startede jo den 1 juli 1959 i Aakirkeby Andel og i 2003 aftalte jeg med min daværende chef K.B.Larsen og jeg ville stoppe den dag jeg have været på arbejdsmarkedet i 45 år og jeg glædede mig til at nyde det sidste år på jobbet. Desværre blev det en meget besværlig periode, som jeg gerne ville have undværet. Jeg mistede pludselig min chef og blev selv midlertidig direktør i firmaet, derefter fik jeg forskellige chefer men da rationaliseringen i landbruget nu for alvor gik i gang fik Bornholms Andel Foderstofforretning, som jeg starede i den 15 juni 1965, økonomiske problemer og i august 2003 blev vi overtaget af Dansk Landbrugs Grovvareselskab. Jeg forsatte som regnskabschef – det job jeg havde haft siden 1965, indtil jeg gik på efterløn 1.juli 2004.

Jeg er stadig gift med min Grethe og mine 6 søstre er alle stadig gift med deres første mand, undtaget en, hvis mand døde for 10 år siden.

Nu spiller jeg en del golf, går på VUC og passer vores store have.

Helbredsmæssigt har jeg lidt problemer med et knæ og for nogle år siden fik jeg en ballonudvidelse på Hamlet.

Jeg stopper her.

Jeg glæder mig til at møde jer allesammen i 2009.

Hilsen Jørn Vendelbo Grønnegaard



Hvad er der så sket i 50 år for mig?

Gertrud(Marker) Friis Posted on Thu, November 06, 2008 22:21:49

Tænk, hvilken roman det kunne blive, hvis vi alle sammen skrev hele vores livshistorie. Ikke mindst på grund af den udvikling, der er sket i netop disse 50 år, for eksempel at vi fik TV og PC, og at de små kulørte grammofonplader, vi lagde på pladespilleren i vores ungdom er skiftet ud med? CD?

Nå, det skal jeg ikke fordybe mig i, men blot fortælle lidt om, hvad jeg har lavet siden ’59.

Jeg gik ud af B-klassen og ville gerne have fortsat på gymnasiet fordi jeg var ret boglig, men det var ikke sædvane for husmandsdøtre eller for døtre af andre jævne folk dengang, måske for sønnerne! Altså havde mine forældre skaffet mig en læreplads inden for kontorfaget. Det skal tilføjes, at jeg havde nogle dejlige og kærlige forældre, mulighederne var bare ikke til stede.

1959 – 64

I lære på Bornholms Maskinfabrik i Rønne fra ’59 – ’62. Det var en god læreplads, hvor der tillige var mange unge mennesker – fortrinsvis drenge! Så jeg lærte noget, havde det sjovt og kom ved den lejlighed næsten af med min generthed. Handelsskolen foregik om aftenen!

I ’62 blev jeg gift og fik barn. Som 20-årig.

Sagde du karriere?

Jeg arbejdede på deltid på kontoret, hvor jeg havde været i lære, fra vores barn var et halvt år.

1964 – 73

Vi flytter til Sjælland i ’64, fordi min mand skal læse. Bor hos hans forældre i Gadstrup det første år, jeg får arbejde i Roskilde. Det var på Hammerbo Maskinfabrik, hvor jeg arbejdede med bogholderi, lønningsregnskab mv. Dengang talte man pengene op og puttede dem i små brune poser, en til hver af medarbejderne!

I perioden har jeg 3 forskellige arbejdsgivere, inden jeg i ’73 bliver ansat på Slagteriskolen.

1973 – 2007

I hele denne periode “hænger jeg fast” på skolen. Set i bakspejlet burde jeg nok have søgt nye udfordringer, men det har faktisk været nogle gode år. Jeg har altid haft næsen langt fremme og involveret mig i alt muligt og har haft let ved at blive begejstret, og så får man jo lov, ikke!

Kedeligt har det ikke været, for udviklingen har jo gjort det uforudsigeligt og nyt og spændende. Skiftende regeringers politik har haft indflydelse på bevillingerne, og på de regler og love, der skulle administreres ud fra, “udstyret” er løbende blevet udskiftet, fx skrev jeg i starten breve i hånden, hvorefter sekretæren renskrev på skrivemaskine. Til sidst måtte man jo skrive sine breve selv!

Mit område blev hurtigt lønadministration og personaleadministration, hvilket for mig har været en af årsagerne til, at arbejdet var spændende. Det er altid spændende at have med mennesker at gøre, og jeg har altid været så heldig, at folk har vist mig tillid og fortrolighed.

I de sidste halvsnes år fungerede jeg som personalechef. En egentlig videreuddannelse fik jeg ikke, men tog merkonom og holdt mig ajour med en masse kurser og konferencer ved Personalestyrelsen og Forvaltningshøjskolen.

I 17 år var jeg udpeget som Undervisningsministeriets konsulent inden for løn- og personalesager, til rådgivning af ansatte på andre tekniske skoler i landet, og til undervisning på faglige kurser for samme, incl. implementering af nye it-programmer

Privat skete der det lykkelige, at min mand og jeg i 1982 fik endnu en datter, vi havde jo opgivet. Trods den store aldersforskel har pigerne et godt søskendeforhold.

I 1997 bliver min mand og jeg skilt, fordi vi ikke længere har nogle fælles interesser at bygge på, men vi har i dag et godt venskab.

Det betyder, at vi kan være i stue sammen, når vi er sammen med børn og børnebørn, vi har et barnebarn (dreng) på 10, og et (pige) på 7 år.

1997 –

Jeg gik på pension 1. september. Det var sværere end jeg troede, for jeg havde jo selv valgt og tænkt meget over det, syntes jeg.

De faktorer, jeg nok havde overset, var at jeg var vant til at være sammen med en masse mennesker hver dag, samt at jeg var single!

Jeg troede, det var skønt at læse avis i lang tid, gå lange ture, læse bøger, lege med pc’en, arbejde i haven, og så var der jo vennerne!

Nix, den holder ikke! Nogle af vennerne var ydermere stadig på arbejdsmarkedet.

Nu er jeg glad igen, der gik lige en månedstid. Det handler om at sætte struktur på hverdagen. Jeg arbejder en dag om ugen i en Fair-Trade butik, hvilket er yderst meningsfydt, og så er der de dejlige kunder. Jeg gå på VUC, sidste år filosofi, i år samfundsfag. Jeg går til italiensk (det har jeg nu gjort i flere år) og jeg følger en forelæsningsrække på Folkeuniversitetet i København på italiensk, jeg er med i en gå-klub, jeg er med i en projektgruppe, hvor vi har søgt Integrationsministeriet om penge til et integrationsprojekt for indvandrerkvinder – og så er der jo stadig vennerne og haven, og børn og børnebørn.

Desuden er jeg som person, som også har brug for ro og eftertænksomhed – blot i passende doser.

Og ellers?

Hvem er jeg? Måske fremgår det af ovenstående, ellers kan jeg tilføje at:

* jeg elsker at rejse, og jeg elsker Italien. Jeg har det bedst, hvis jeg vandrer i bjergene, gerne lidt hårdt, og jeg elsker storbyernes kringlede systemer

* jeg læser meget, eller rettere altid. Egentlig ikke så gerne krimier

* jeg elsker at lære nyt, har altid “gået til” et eller andet, og det vil jeg nok blive ved med så længe jeg lever

* jeg holder af at snakke med en veninde på en cafe, gerne efter en biograftur. Eller trave en tur (fx i skoven) og snakke imens. Det går ikke uden venner. De er også gode at spise noget god mad og drikke rødvin sammen med

* mine børn og børnebørn betyder alt for mig, og alle mine søskende er også vigtige for mig, selv om jeg ikke ser dem så tit

* jeg interesserer mig for verden omkring mig, i det store og små, og håber på en mere retfærdig en af slagsen. Jeg hader racisme.

* her hvor jeg bor, er jeg heldig at have en have at rode i, og hvor mine tre katte kan flintre rundt og fange mus

Hvis jeg har glemt noget vigtigt, skriver jeg det senere. I er velkomne til at kommentere og spørge.

Det bliver spændende at ses.

Blog Image

Napoli, september 2008



Fantastisk!

Lizzie Munch Posted on Wed, November 05, 2008 17:51:33

Hej, så er jeg kommet på, det gik jo let og elegant – så dette er blot en prøve!

Skriver yderligere senere. Godt initiativ og glæder mig vældig meget til næste sommer!

Hilsen

Lizzie Munch



Min historie

Jørn Vendelbo Grønnegård Posted on Wed, November 05, 2008 15:35:08

Hej alle sammen.

Nu er jeg kommet på og vil endgang i den nærmeste fremtid skrive lidt om mig selv.

Mit navn skal staves sådan; Jørn Vendelbo Grønnegaard.

Foreløbig hilsen

Jørn



Dette er en prøve

Hanne&Palle Storm Posted on Tue, November 04, 2008 17:12:23

Som du skriver Henrik kan jeg jo slette og redigere det jeg har skrevet.

Hvis det her virker vil jeg skrive lidt om os en anden dag

Hilsen Hanne



Fotos af B-klassen

Diverse fotos Posted on Thu, September 25, 2008 10:10:40

1. mellem Blog Image

2. mellem Blog Image

3. mellem Blog Image

4. mellem Blog Image

Realen
Blog Image



« PreviousNext »